Hele holdet mødte forventningsfulde op, minus en enkelt, som havde forskanset sig i sin campingvogn uden at lægge adressen. Vi fik hurtigt bakset en tur sammen, som skulle ende ud i Nyborg (hos Lause og en kop kaffe, ja!), og da Big Bent kender Fyn rigtigt godt, fik vi listet ham op foran.

En rigtig flot tur i det gode vejr (som vi ellers har skullet lede længe efter denne juli måned), hvor vi gjorde et længere stop ved Ravnholt Gods ved Ørbækegnen.

Regnen og bønderne havde efterladt sig spor på de mindre veje i form af små sten og indtørrede mudderspor, så der er ingen risiko for, at vi sidder og falder i søvn. Således fuldt vågne ankom vi til Lause, hvor vi ret hurtigt blev udstyret med kaffe og is. Her tilbragte vi et godt stykke tid i selskab med et andet par, der også var ude at lufte motorcyklen, og som vi da håber kigger inden for en anden gang.

Endelig brød vi op igen, en enkelt skulle tidligt op, og resten gled mod Årslev, hvor Kawa-Kenn gav en lille én.

© 2009 Landstrygerne.dk