Et hold veloplagte Landstrygere, det var det syn, der mødte bilister på Statoil på Odensevej tirsdag kl. 18.30 - i øvrigt et syn man kan gense hver tirsdag sommeren igennem, hvis vejret er til det.

Bent havde forberedt turen til Langkildegård, og atter engang var vi rundt på nogle veje, som nogen af os da vist aldrig har været på. Jeg har før tænkt, at nu har vi været over det hele, hvor stor kan Fyn lige være, men det viser sig gang på gang, at det har vi langtfra.

Målet var Langkildegård ved Stenstrup, hvor der var optaget scener til "Arvingerne". Bent pressede rygerne til det yderste og standsede først, da målet var nået. Lige ved vejen, der drejer ned til gården, står et skilt med "Indkørsel forbudt for uvedkommende". Vi synes aldrig, at vi er uvedkommende, så vi fortsatte ufortrødent, skønt nogle udviste de første tegn på samvittighedsnag - det skal der altså arbejdes på, samvittigheden.

Ved Langkildegård var Bent for engangs skyld tom for output, men til gengæld havde Carsten læst på lektien og kunne fortælle lidt om stedet. Det blev skyllet ned med en tår øl/sodavand fra vores nye medlemmer, og så begyndte det at regne. Således opmuntrede kørte vi videre sydpå mod Svendborg, hvor vi gjorde holdt ved vandet og lige tog en tår til. En rigtig hyggelig aften havde vi, og først da vejret for alvor begyndte at vise tænder, sadlede vi op og kørte nordpå igen. Vi havde aftalt lige at køre ind på rastepladsen "dynden" ved Ringe og sige farvel, men der var et par misforståelser, så det nåede ikke at blive.

Regnvejr og olie på vejbanen er ikke nogen god cocktail, og inden turen var helt slut nåede Kim og Lene lige en "sving-om" på Stenløsevej ved rundkørslen, heldigvis uden ulykker.

VI har indført månedens billede, og jeg skal da love for, at der blev klikket og blitzet overalt, hvor vi var, og webmaster blev bombarderet med billeder, så nu er der langt om længe nok at tage af. Hvor er det godt!.

25 kr. - det er noget, der kan sætte gang i en Landstryger.

© 2009 Landstrygerne.dk