"Hvad er nu det?" spørger folk, "er I begyndt at dykke?". Og ja, det er ved at udarte sig, er det! Vi har regntøj alle sammen, men det duer altså ikke, når vi dykker!

Her prøver vi at vise os fra vores bedste side for at imponere vores nyeste medlem, Peder, og i samme øjeblik vi drejer tændingsnøglen, bryder et uvejr løs. Men Big Bent og vejrprofeterne har lovet fint vejr, så vi ta'r på tur.

Skyerne var mørkest mod Fyns Hoved og under lettere dryppen snoede vi os derop. Efter en kort pause blev piberne vendt nedad, og vi fandt nærmeste omvej for at nå frem til Anitha, der ventede med varm kaffe og boller. Stille og roligt mens man kører der, kan man mærke, hvordan vandet trænger ind, først med et enkelt dryp, så et enkelt dryp mere og så SUGES det ind overalt. Man sidder og glæder sig over hvert minut buksebagen endnu er tør og frygter for, hvornår vandet bryder igennem. Støvlerne er et helt kapitel for sig. Pludseligt er de mættet så meget med vand, at det MÅ nå sokkerne og herefter er alt håb ude for at vende dette til en god tur. Men man kan se en ende på det, kan man. Man har prøvet det, der var værre - kan ikke lige huske hvad, men man ved, at man har! Så kører man der - man ser ikke turen i dag, man mærker den! Og den mærkes ikke rar. Så kan man begynde at dygtiggøre sig, mens man sidder der og keder sig - og jeg er nu i stand til at presse vand UD AF STØVLERNE IGEN.

Anitha er målløs, da hun ser os, men hun har heller ikke været medlem så længe. Hos Anitha og Michael hænger vi så til tørre en times tid (tak for friske boller og kaffe/øl), men så er vi også nødt til at bryde op og lægge Carsten i seng og hænge alt vores tøj til tørre.

Alt det her kan vi grine af, når vi bliver gamle! Jeg begynder at glæde mig tl min alderdom. Så kommer folk og spørger, hvorfor den gamle dame sidder henne i hjørnet og fniser.

© 2009 Landstrygerne.dk