Velkommen til

        Landstrygernes

                  hjemmeside

TUR TIL SAMSØ

Mod al forventning tegnede det til at blive godt vejr denne lørdag, så vi skyndte os at reservere pladser på færgen til Samsø, desværre lod det sig så kun gøre, hvis vi  kunne nøjes med 2½ time derovre, og det mente vi jo nok var o.k.

Vi skulle mødes kl. 08.00 ved Kildebjerg, og undertegnede blev knurrende skubbet ud af sengen kl. 05.30 - FØJ. Og kiggede man ud ad vinduet viste det fine vejr sig som våde skyer, der strakte sig fra græshøjde og opad - jo, jo, der var ikke et øjeblik at spilde - ud og nyd det gode vejr!! 

I Kildebjerg mødtes vi seks Landstrygere + Hans Ove, Grete og Arne, og der var først ophold igen i Vejle, Statoil ved havnen. Her fik vi lidt morgenkaffe og brød, og langsomt så også vejret ud til at ændre sig til det bedre.

Herfra fuld kraft frem og til Hov, hvor vi holdt kl. 10.30 - for hulen da også, det betyder, at jeg kunne have snuet 3/4 time længere under dynen - men hvem bærer nag?

I Hov havde man effektiviseret og indsat maskiner til at udskrive billetter, så folk kan få tid til at være arbejdsløse. Til rest er een ansat til at fortælle, hvordan man benytter maskinerne, og han fik nok at gøre med os. Det var også ham, der gennede de rejsende om bord på færgen.

På færgen gør man klogt i at gå direkte til madkøen, hvis man skal spise om bord. Gør man det, er der chance for, at man også når at spise den, inden færgen er fremme i Sælvig en time senere.

På Samsø brød solen frem, og vi gled nordover til Nordby, hvor vi fik parkeret os ved siden af 14-15 andre motorcykler. Det viste sig senere at være Intruderklubben, hvoraf en del var fra Odense. Her fik vi lidt ekstra fif til, hvad der kunne være værd at se - desværre alt sammen noget, vi ikke kunne nå. Så kørte vi lidt længere nordpå, hvor landskabet udviklede sig til store bakker - vældig, vældig flot at se og vi holdt en pause ude ved vandet - ja, ikke Børge, altså, han holdt øje med..... med.....?...ja, altså, han holdt øje! Vi måtte desværre hurtigt rive os løs af denne flotte udsigt og kørte nu mod syd, ned til Ballen, OG SÅ VAR DER LIGE EN U-VENDING!!

Hvad kunne vi have set? Vi kunne have set bryghuset, nogle caféer, nogle gallerier, vi kunne have spillet golf, trillet i bolde og kørt med hestevogne, set Austinmuseet og bussen fra Dirch Passerfilmen af samme navn, sejlet med kajak og fløjet rundflyvning eller bare nøjedes med falkeopvisning  - men det må alt sammen blive noget, vi sætter på ønskelisten til næste gang, vi tager derover.

Ret hurtigt blev vi nødt til at vende tilbage til Sælvig og færgen hjem. Vi forsøgte med alle midler at få plads på en senere færge, men det lod sig ikke gøre, og vi forlod den solbeskinnede ø og sejlede ind til det skydækkede fastland. Vi fandt på et tidspunkt en tank og fortsatte til Skovgrillen i Middelfart, som jo altid står klar med en kop kaffe (og en is til dem, der ikke ka' la' vær').

Rigtigt, rigtigt flot var det, da vi "rykkede frem" i kolonnen ved den enkeltes frakørsel på hjemturen, .........vi lader lige billedet stå et øjeblik, for det trækker vand, det her ........ sådan skal det være, så undgår vi den krydsen frem og tilbage. Flot - flot - flot - snøft!

Og, Samsø: "We'll be back!"

Soon passing through a town near you

© 2009 Landstrygerne.dk