En Honda, en Suzuki, en BMW og en feminin Yamaha begav sig på vej mod Langeland. Lidt mere overskyet end vi havde regnet med, men der var lovet solskin. Fuld fart ud ad motorvejen med første pause ved Lundbys rasteplads på Tåsinge. Her fik vi kigget lidt på kortet, og bestemte os til at køre nordpå, faktisk helt op til Hovborglejren, når nu mc-kaféen var lukket.

Indtil videre var der ikke sket så meget, men så fik Yamaha'ens tasker deres eget liv. Først et lille, ubehjælpsomt forsøg på at slippe fri ved at flapre lidt med låget, senere lidt heftigere klapren op og ned. Det opdagede køreren ikke, så det store flugtforsøg blev sat i værk - ud til siden med låget - heller ingen reaktion. Hvad så med ret op og ned da? Nej, heller ikke. Så endelig kom der hjælp fra Suzuki'en, der dyttede og blinkede, og så stoppede Yamaha'en endelig. Honda'en, der kørte forrest, opdagede ikke noget, så BMW'en så endelig sit snit til at få kørt lidt hurtigt, og sådan vandt vi alle lidt: Yamaha'en fik lidt opmærksomhed, Suzuki'en fik afprøvet horn og blinklys, Honda'en fik lov at lulle rundt på vejen for sig selv, og BMW'en fik sig en racertur, rent win-win.

Så fortsatte vi gennem Lohals og op til Hov, hvor vi gjorde holdt ved centeret, der lå lige ud til vandet. Her fik vi lidt historie om stedet fra Honda'en, mens vi drak en stille øl. Solen var begyndt at skinne igennem, og vi bestemte os for at få lidt at spise i Lohals. Vi fandt en pølsevogn og sad og så på det brogede udvalg af andre besøgende, hvoraf nogle ikke havde og andre havde skidt i bukserne, så det kunne ses. Ak, ja. Så gik vi ud på molen og faldt i snak med nogle fiskere, der var nået halvvejs gennem dagens ration af guldøl. Ak, ja.

Yamaha'ens far havde lovet os kaffe, så Yamaha'en kørte forrest fra Tranekær og ud til Botofte. Nu skinnede solen, og det var dejligt varmt. Her sad vi så og hyggede os et godt stykke tid med kaffe og kage, før vi brød op, og begav os på vej hjemad - der var jo stillet pølser i udsigt. På Tåsinge sagde vi farvel til Honda'en, der havde en lang dag næste dag, og så kørte de sidste tre til Odense, hvor vi hentede Suzuki'ens vanlige bagsædepassager, spiste pølser og havde en rigtig hyggelig aften. Der var 40 pølser til 4 mennesker!

© 2009 Landstrygerne.dk