Landstrygernes billeder

Ture kørt i 2010

Herregårdsturen 2015

Søndag den 2. August blev det så tiden til den årlige Herregårdstur. I år skulle turen gå til Langeland, der ligesom Fyn er velsignet med adskillige herregårde. Vi skulle besøge herregården Egeløkke, Tranekær Slot, herregården Skovsgaard samt herregården Hjortholm.

Forberedelserne var gjort, og de nødvendige aftaler truffet, så det var bare med at komme af sted.

Vi var velsignet med dejligt dansk sommervejr, sol og næsten ingen vind, da vi drog af sted fra parkeringspladsen ved Årslevafkørslen på Svendborgmotorvejen.

Vi valgte at tage motorvejen for at komme af sted så hurtigt som muligt, dog med den bemærkning, at hastighedsreglerne skulle overholdes – som vi jo altid gør – men også af hensyn til en enkelt Landstryger, hvis ”pap” ikke kunne tåle flere møder med ordensmagten uden alvorlige konsekvenser. Derudover var en enkelt landstryger lige hjemkommet fra koncerten med Volbeat, og bekendtgjorde, at kurvekørsel fra hans side ville komme helt naturligt.

Således rustet gik turen mod syd (bare til orientering for formanden, der normalt har lidt problemer med verdenshjørnerne), og første stop var iskiosken på Tåsinge, hvor vi fik en kop medbragt kaffe og en vand. Hvem der havde fået denne idé må stå hen i det uvisse.

Således optanket kørte vi til Nordlangeland til :

Herregården Egeløkke.

Det sidste stykke vej ned til Egeløkke foregik ad en grusvej, og den første bemærkning til frontkøreren ved ankomsten var, at han nu havde en opgave med at pudse og rengøre diverse maskiner. I den forbindelse er det en velsignelse, at nogle kloge folk har indført begrebet selektiv hørelse, som man må konstatere, at frontkøreren i udbredt grad lider af.

Godset Egeløkke har i dag et jordtilliggende på 314 ha bestående af ager, eng og skov.

På vores vej ind i parken (hvortil der er offentlig adgang på søn- og helligdage) så vi et meget stort figentræ med frugter så store som pærer, hvilket var meget imponerende. Selve parken var meget smukt anlagt med fald ned til en sø, og med udsigt til vandet. Selve hovedbygningen kunne trænge til lidt vedligeholdelse, men som hos alle vi andre forfalder man jo lidt med tiden. Udsagnet står naturligvis kun for egen regning.

Egeløkke kendes helt tilbage fra middelalderen. Fra 1420érne og frem til 1585 var gården ejet af slægten Mylting. Oprindelig var der tre arvinger, men det ældste barnebarn endte med at blive enearving da han igennem  adskillige retssager mod sine slægtninge fik skubbet dem til side. I 1657 kom de svenske hære til Langeland, og de trak et ødelæggende spor gennem landet. Den daværende ejer Niels Habou blev taget til fange af svenskerne, ført til Odense, og sad fængslet i 18 uger. Imens indkvarterede svenskerne sig på Egeløkke, hvor de spiste og drak alt, der var på gården. Til sidst måtte Niels Habous kone betale svenskerne i ”Guld, Sølv og Klenodier” for at drage videre. Herudover måtte Habou betale den svenske general 200 rigsdaler.

I slutningen af 1700 – tallet er gården ejet af Carl Frederik Steensen-Leth som var bosat på gården sammen med sin hustru Constance, og det er her den unge Grundtvig i 1805 bliver ansat som huslærer for parrets ældste søn, den 7-årige Carl Frederik. Grundtvig var ansat på Egeløkke de næste tre år, og i den periode forelskede han sig hovedkulds i Constance. Det var en ulykkelig kærlighed, og i sin dagbog den 10. September 1806 skrev Grundtvig ”Jeg må vel kalde det en lykke, at min kærlighed var ulykkelig, siden den gjorde mig virksom og bidrog til mine kundskabers forøgelse”

Gården bliver gennem arv og giftermål i familiens eje frem til i dag, hvor ejeren er Komtesse Regitze Christina Kaas Knuth.

Næste stop på Nordlangeland var:

Tranekær slot.

Straks vi havde fået parkeret cyklerne forsvandt en stor del af Landstrygerne, dels for at købe is, og for pigernes vedkommende for at finde toilettet. Resten af holdet bænkede sig i stole der var sat frem foran butikken.

Tranekær slot har et jordtilliggende på 1733 ha, og alene slotsparken dækker et areal på 150 tønder land, og er dermed en af de største parker i landet.

Selve slottet er kendt i historien fra 1200-tallet som en befæstet borg på en stejl bakke med voldgrav og vindebro. Ved Valdemar Sejrs død i 1241 overgik slottet til kongefamiliens Abel-linje, indtil Valdemar Atterdag i 1358 indtog borgen efter 14 dages belejring, og derefter indsatte en kongelig høvedsmand og gjorde det til hovedsæde for Tranekær Len.

I 1645 fik rigsråd Christian Rantzau lenet i pant, og hans datter Margrethe Dorothea var i 1656 Danmarks rigeste arving. Frederik Ahlefeldt forelskede sig i pigen men hendes far var meget imod forbindelsen. Det resulterede i, at Ahlefeldt bortførte pigen, og de giftede sig 2. Juledag 1656 i en holstensk landsbykirke. Christian Rantzau var rasende, men måtte affinde sig med kendsgerningen, og afstod i 1659 lenet til sin svigersøn som en del af datterens medgift. Siden har slægten Ahlefeldt siddet på Tranekær. (så let kan det gøres. Bortfør en rig arving, gift dig med hende, og slot og jord bliver dit.)

Ahlefeldt blev senere, i 1665 ophøjet til tysk rigsgreve, og Frederik Ahlefeldt  steg hurtigt i Frederik den 3. S gunst, og blev efter Griffenfelds fald i 1676 Christin den 5.s storkansler.

Det nuværende slot består af to sammenbyggede fløje mod nord og vest. Nordfløjen har bygningsdele fra 1200-årene, og er dermed det ældste beboede verdslige hus i Danmark. I kælderen er der fundet bygningsrester fra middelalderen, så borgen er endnu ældre. Begge de nuværende bygningsfløje har op til 3 meter tykke mure, og i vestfløjen findes der en vægtegang i selve murlivet. Slottet er omgivet af en voldgrav, som endnu findes.

Den nuværende ejer af Tranekær Slot er Christian greve Ahlefeldt-Laurvig, der har ejet slottet siden 1995.

Nu var vi nået det tidspunkt på dagen, hvor maveskindet begyndte at trykke mod rygsøjlen, og vi satte kursen mod Rudkøbing, hvor ejeren af Ø-caféen i forvejen var adviseret om vores ankomst. Her var klubben vært ved et måltid mad med tilhørende drikkelse, og alt blev indtaget under den sædvanlige underlødige og fornøjelige snak.

Derefter blev kursen sat mod den sydlige del af Langeland, hvor det næste mål var:

Skovsgaard Gods.

Skovsgaard nævnes første gang i 1457, og var på det tidspunkt ejet af Peder Modeskal. Han ejede tillige Lykkesholm i Tryggelev. Han havde to døtre, og som sædvane på den tid bragte døtrene hver deres arv videre til deres ægtemænd, således også i dette tilfælde, hvor Mads Jonsen der var af bondeslægt gennem sit ægteskab blev herre på Skovsgaard.

Op gennem de følgende århundreder var der mange forskellige ejere af gården, og den sidste mandlige ejer var Hans Lauritzen Møller, der døde i 1926, hvorefter hans datter Thyra Fuglede var ejer frem til hendes død i 1951. Sidste private ejer var hendes datter Ellen Fuglede, der levede hele sit liv på Skovsgaard og forblev ugift og barnløs til sin død i 1979.

Hun testamenterede Skovsgaard til Danmarks Naturfredningsforening, der driver gården som økologisk landbrug, museum, naturskole og ferieopholdssted. Der er nok at drive da gårdens jordtilliggende er på 387 ha.

Klubkassen pungede også ud med adgangsbilletter til hovedbygningen, der dels fortæller en masse om stedet og dets beboere og tjenestefolk, samtidig med at der findes skiftende kunstudstillinger på stedet. En af historierne der berettes om, er de vilkår som stuepigerne arbejdede under. Deres arbejdsdag strakte sig fra kl. 7 om morgenen til kl. 21.00 om aftenen, og for denne indsats var lønnen i 1927 den fyrstelige sum af 40 kr. Pr.  halvår.

Skovsgaard er nok et besøg værdigt, hvor man giver sig tid til at dykke ned i historien og nærstuderer udstillingen, der på fremragende vis fortæller om hverdagen på en stor gård omkring århundredeskiftet.

Derefter kom turen til det sidste planlagte besøg nemlig herregården:

Hjortholm.

Inden vi kom hertil, måtte vi eskortere Michael L. ud til landevejen, så han på egen hånd kunne finde tilbage til Fyn. Det resulterede i lidt ekstra kørsel, men vi blev ledt godt på vej af en indfødt langelænder, nemlig Kim, der i sin ungdoms vår er vokset op i Bagenkop. Det eneste vi manglede var den blå kedeldragt og den grønne plastikkasse på bagsmækken.

Besøget på Hjortholm var i forvejen aftalt med ejeren Hans greve Ahlefeldt-Laurvig, og vi ankom ad en privat vej, og endte på en imponerende gårdsplads med et fantastisk velholdt bygningskompleks. Kort efter vi var holdt ind og havde linet vores cykler op på række, blev vi modtaget af Dorthe Ahlefeldt, der beredvilligt fortalte om livet som godsejerfrue, ejendomsadministrator, gårdmedarbejder, maler og håndværker m.v.

Hovedbygningen som den ser ud i dag er opført i 1789 af Christen Madsen. Han var ikke af adelig slægt, men formåede at gennemføre mange reformtiltag. Han udskiftede godsets landsbyer, det vil sige han flyttede bondegårdene ud på deres marker. Desværre betød reformerne også at pengekassen blev tømt, og i 1823 måtte Hjortholm sælges på tvangsauktion. En sjov historie knytter sig til auktionskataloget. Heri stod oplistet de 94 køer som hørte til gården, men det var ikke bare tilfældige køer. Hver og én stod oplistet med eget navn som f.eks Fruen, Natfolien, Fæstemøen, Sypigen, Sukkermunden osv.

En medvirkende årsag til at gården skulle på tvangsauktion var måske også, at på facaden af hovedhuset var indmuret glasskår fra de champagneflasker som ejeren gennem tiden havde tømt, og det har ikke været så lidt flasker, for hele facaden på hovedhuset var oversået med glasskår, og Dorthe Ahlefeldt opfordrede os til at se nærmere på facaden. Hun fortalte også, at når de kom hjem om aftenen, og lyset faldt på facaden glimtede den som var den besat med alskens ædelstene. Hun oplyste, at de selv havde malet alle vinduerne i huset, og det var et projekt der havde varet 3 år.

Derefter fik vi fremvist deres kornlade, hvor Dorthe Ahlefeldt fortalte levende om både størrelse og korntørringsanlæg, og hvordan kornet kom i lade, og blev fordelt ved hjælp af et EDB-anlæg med tilhørende automatik. Som sagt er godset meget velholdt, græsset i parken er slået, og i det hele taget er ejendommen utroligt velholdt. For lige at give et indtryk af størrelsesforholdene oplyste Dorthe Ahlefeldt, at det tager en mand med maskine en hel dag bare at slå græsset omkring bygningerne.

Godset har et jordtilliggende på 441 ha, og drives i dag udelukkende som agerbrug.  Herudover hører der 24 ejendomme til godset. De er lejet ud, og passes også af greveparret selv, så der er nok at se til.  Derudover har de en ejendom, Fredensborg, som de udelukkende bruger som sommerhus, men dog af en anselig størrelse, da den også udlejes til fester m.v.

Det var en fornøjelse at møde Dorthe Ahlefeldt, og høre om livet som godsejer, og jeg tror også det var en oplevelse for andre end mig, og jeg må sige for mit eget vedkommende, at det er beundringsværdigt, at der er nogen der på denne måde vedligeholder ejendomme som Hjortholm til gavn og glæde for eftertiden.

Efter dette spændende besøg var det tid til sidste punkt på dagsordenen, nemlig MC-Kaféen:

MC-Kaféen.

Som afslutning på en oplevelsesrig dag besøgte vi MC-Kaféen ved Tryggelev. Her fik vi en is/vand/øl alt til samme pris 25 kr. En hyggelig afslutning på en spændende dag, og herefter gik turen hjemover.

Jeg vil gerne sige alle tak for en god dag, og tak for jeres gode humør. Det er en fornøjelse.

Bent Nedergaard