Harzen 2014

Allerede på afrejsedagen var der indlagt et besøg i konzentrationslejren Bergen-Belsen, som jo nok lagde en lille dæmper på det høje humør, der herskede og satte gang i tankerne den sidste del af turen. Da bjergene begyndte at vise sig, løftede humøret sig igen, Leif og Grethe blev blitzet, og vi kørte det sidste stykke til hotellet i Braunlage, hotel Askania, der havde lovet os værelser til 878,00 kr per person for 4 overnatninger. Her valgte Bent et værelse på 2. sal, formentligt under mottoet:" det er ikke noget, der ikke kan gåes væk". Meget praktisk lå der en restaurant ved siden af hotellet, og der spiste vi vores første middag, og de forskellige fik ringet til hjemlandet for at lade vide, at vi var kommet nogenlunde sikkert frem. Senere gik vi rundt i byen, valgte næste aftens spisested (pizza fra stenovn) og fik en stille go'nat-bajer på en lille bar. Så tilbage til hotellet og sove, troede vi da. Når man er sammen med Landstrygerne er der en snorken og rallen, nattepisseri og søvnløse personer, mavekramper og diarré og en lusken rundt fra kl. 4 om morgenen. Således møgtrætte og rødøjede sad vi fredag morgen og hang ved morgenbordet. Det havde heldigvis været muligt at luske afsted med en kop kaffe, inden morgenbuffet'en åbnede officielt, og det var også her den daglige vejrudsigt blev serveret af hotelmutter, der bestemt ikke var født tysk. Bent og Lene med hhv. det dårlige ben og den dårlige mave tog alligevel med på den første dags tur under forudsætning af, at de kunne returnere til hotellet ved behov, det blev der dog ikke brug for (hurra for smertestillende piller og Imodium). Vi startede med endnu en konzentrationslejr, Dora-Mittelbau, der ligesom Bergen-Belsen gjorde et stort indtryk. Det var ikke nødvendigt at tage vores ting med, da Bent alligevel ikke kunne gå og derfor vogtede over værdierne imens. Så kørte vi til Stolberg, som var sidste års tilholdssted, hotel Zum Bürgergarten, hvor vi fik en lille en, og så videre til selve midten af den virkeligt gamle by, hvor vi fik frokost. Det var blevet rigtig dejligt varmt, og der var kamp om pladserne i skyggen. Første dags tur var bestemt til at være den korteste, set i lyset af de 600 km vi havde tilbagelagt dagen i forvejen. Så vi havde lidt energi til at støve byen rundt efter kolde øl til at tage med hjem til hotellet, og som skulle nydes på græsplænen bag dette. Stenovnspizza til middag og så retur til hotellet til den natlige snorken, rallen, nattepisseri og søvnløshed og den obligatoriske morgentur kl. lort. Da det var Carsten, der vågnede kl. 4 om morgenen og havde været rundt og spørge folk, om de sov, fik han forbud mod så meget som at blinke med øjnene eller lukke dem i længere tid af gangen i løbet af dagen, men lige lidt hjalp det.

Årets tur til Harzen blev forberedt i løbet af foråret og finpudset kort før afgang af Leif og Carsten, Lene havde stået for overnatningsmulighederne, så alt var klappet og klart til afgang. Landstrygerne havde vasket og pakket og pakket om igen for at få det hele til at være i taskerne. Det er aldrig alting, der bare spiller med, Lene's Yamaha tændte olielampen på det første stykke af motorvejen til mødestedet, og da Carsten ville købe olie til den, opdagede han, at han havde glemt sin pengepung i den vest, der ved afgang havde opgivet ånden, og som han havde måttet lade blive hjemme. Altså satte han afsted efter pungen, mens vi andre 8 begav os afsted mod Harzen, og han nåede os ved Lillebæltsbroen. Hmmmmm...  Et godt stykke ned i Nordtyskland var 9 forventningsfulde Landstrygere forvandlede til 9 forventningsfulde, VÅDE Landstrygere, og da vi alligevel var stødt på en længere kødannelse, holdt vi ind og beså vandskaderne. Det dyppede rundt omkring fra handsker, sko og bukser, piberne var vendt nedad, og selv cigaretterne var svære at tænde. Vi tilså eventuelle skader på Grethe's Yamaha, da hun var væltet i et sving ved Flensborg, formentligt fordi der var kommet olie på dækkene, det var heldigvis kun motorcyklen, der havde taget skade med en defekt vindskærm, hvorimod Bent var kommet til skade med sit ben i forsøget på at undvige, et ben, som han måtte "trækkes" med på resten af turen. Efter Hamborg stødte vi på det gode vejr, som under resten af turen skulle vise sig bare at blive bedre og bedre.

© 2009 Landstrygerne.dk

Morgenmad, vejrudsigt, skubbe Michael L's Honda i gang, som var begyndt at vise tænder og videre ud til de vilde motorcyklister, som også holdt til i Harzen. Var rundt til nogle dæmninger, bl.a. den, der havde oversvømmet og flyttet en hel by og herefter til Goslar i ekstrem hede. Atter engang var vi våde, denne gang af sved, mens vi ledte efter en parkeringsplads og så kan det nok være, at alt overflødigt tøj blev pakket langt ned i taskerne. I Goslar startede vi med at par øl, en lidt anmasende lirekassemand og en dans, før vi spiste pølser (igen), så klokkespillet og en stakkels polterabendfyr, der måtte grueligt meget igennem. Tilbage til Braunlage, ud og hente øl, rundkreds på græsset, den sædvanlige slæbende gang gennem by hen for at finde et sted at spise, prøvede den græske Akropolis, som med store armbevægelser afviste selskabet, fandt et andet sted, som bestemt ikke faldt i alles smag, men maden var god nok. På vejen tilbage forsøgte vi at bestille bord til næste aften på Akropolis, men det lod sig ikke gøre - alles besetz! Så må de undvære vores penge. Inden vi gik hjem ville vi have kaffe et andet sted og så på hovedet hjem i seng til snorken, rallen, nattepisseri osv.

Morgenmad, vejrudsigt, hyggesnakke med de sædvanlige tyskere, der også var på mc-tur, og som havde gode råd til ture. Det var sidste køredag, og der var lavet lidt om i programmet, fordi der ikke var stemning for Brocken og togtur. Vi kørte op til endnu en dæmning, hvor der også var sat wirer over søen, som man kunne glide henover på maven i fuld fart, og hvilket der var adskillige, der gjorde. Her viste Michael L's Honda virkelig tænder og måtte have en nødreparation, som faktisk virkede. Så kørte vi op mod tårnet, hvortil der var en fantastisk snoet vej, som må være yderst populær efter antallet af motorcyklister at dømme. De kørte som sindsyge på trods af, at politiet også holdt der for at sænke lidt af farten. Det er nok ikke helt udelukket, at et par enkelte af Landstrygerne også havde lyst til at tage turen for fuld knald. Det blev virkeligt varmt denne dag, omkring 33 grader, og vi kørte hele vejen til tårnet og spiste uden for i den buldrende hede. Nogle stykker må have fået hedeslag og foreslog en tur op ad bjerget til tårnet. Det var der 6, der gjorde, Bent, Carsten og Lene blev tilbage og vogtede over værdierne. Efter ca. 1½ time vendte de forrykte Dänen tilbage, og de havde heldigvis haft en super tur til tårnet, der havde været køligt, og hvor de kunne få lidt at drikke. Vi kørte den lange vej hjem til hotellet i Braunlage, den obligatoriske øl fra tanken, mens vi vogtede over naboens restaurant, eller i hvert fald den udendørs del af den, hvor vi gerne ville spise aftensmad. Der blev dog aldrig synligt plads til 9, hvorfor vi slukørede begav os ned i byen på jagt efter mad. Undervejs sluttede to piger, som også var på mc-tur, sig til selskabet, og så skulle der findes plads til 11. 2 sneg sig om i en lille smøge for at sondere terrænet, og det viste sig, at der heromme gemte sig en have, der var omdannet til et lille spisested. De havde plads til alle 11, så her spiste vi så den sidste aften. Det blev ikke sent, vi skulle køre tidligt næste morgen. Denne nat var Carsten udstyret med ørepropper for ikke at vågne ved den der snorken, rallen og nattepisseri, og undgå at han derfor luskede rundt.

Mandag morgen var vejret stadig dejligt, dog noget køligere end de 33,5 grader, der havde været dagen i forvejen. Der blev afregnet med hotelmutter, pakket motorcykler og vi begav os nordpå igen. Et langt stykke kørte vi mellem 70 og 100 på de tyske landeveje, før vi endelig kunne komme på motorvej. 130-140 på motorvejen, lige i overkanten af, hvad Grethe's Virago 250 ville finde sig i, så den smed skjoldet fra batteriet, der sidder på højre side og sendte det ned mellem rækkerne. Et par enkelte små stop undervejs og så var det meningen, at vi ville spise frokost ved Flensborg, men kort før målet meldte Virago'en helt fra og gik ud og nægtede at starte igen. Den fik lov at hvile sig en 10-minutters tid, og så kunne den lige klare at starte og køre op til tankstationen, hvor den fik lov til at hvile sig, mens vi tankede og spiste.

Vel hjemme i DK holdt vi ind på Kildebjerg, hvor Michael L. gav øl til de, der ikke allerede var kørt derfra, og så tog resten hjem til storvask og en nat med vores egen lille private snorken, rallen, nattepisseri osv.

Tak for en rigtig dejlig tur!